Outlandish - Man Binder Os PÃ¥ Mund Og HÃ¥ lyrics
1. Gribe efter blanke ting
vil hvert et grÃÆ'Â¥digt lille barn.
Binde andre med en ring
gÃÆ'¸r man som helbefarn.
TÃÆ'¦nk hvor har man stÃÆ'Â¥et tit
og delt et vindusparadis.
Helle, helle det er mit!
Og livet gÃÆ'Â¥r pÃÆ'Â¥ samme vis:
Man binder os pÃÆ'Â¥ mund og hÃÆ'Â¥nd,
med vanens tusen stramme bÃÆ'Â¥nd,
og det er besvÃÆ'¦rligt at flagre sig fri.
Vi leger skjul hos en, som ved
at skÃÆ'¦rme os mod ensomhed
med sÃÆ'¸de kontrakter vi luller os i.
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i kÃÆ'¦rlighed pÃÆ'Â¥ mere ÃÆ'¦rlig vej.
De ord, vi svor med hÃÆ'Â¥nd og mund,
de gÃÆ'¦lder kun den korte stund,
til glÃÆ'¦den er borte og alting forbi.
2. KÃÆ'¦rlighed og ÃÆ'¦gteskab,
hvad kommer de hinanden ved?
KÃÆ'¦rlighedens tomme gab,
til kÃÆ'¦ben gÃÆ'Â¥r af led.
Elskov er den vilde blomst:
I gartnerhÃÆ'¦nder gÃÆ'Â¥r den ud.
SkÃÆ'¦rmet fÃÆ'Â¥r den sin bekomst,
men blomstrer hedt i storm og slud.
Man binder os pÃÆ'Â¥ mund og hÃÆ'Â¥nd,
med vanens tusen stramme bÃÆ'Â¥nd,
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri.
I alle kÃÆ'¦rtegn er en flugt
de rÃÆ'¸de sansers vilde flugt
fra pligternes tvungne fortrampede sti.
Du mÃÆ'Â¥ ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.
De ord vi svor med hÃÆ'Â¥nd og mund
de gÃÆ'¦lder kun den svimle stund,
det netop er kysset fra dig jeg ka´ li.
3. MÃÆ'¸de hvad der venter os,
og ingen vÃÆ'©, hvordan det gÃÆ'Â¥r.
BÃÆ'¦re skÃÆ'¦bnen uden trods,
hva der sÃÆ'Â¥ forestÃÆ'Â¥r.
Glad ved hver en venlighed,
men uden tro, at det bliver ved.
SÃÆ'¸ge fred, i det vi vÃÆ'©d,
at vi har ingen krav pÃÆ'Â¥ fred.
Man binder os pÃÆ'Â¥ mund og hÃÆ'Â¥nd,
men man kan ikke binde ÃÆ'Â¥nd,
og ingen er fangne, nÃÆ'Â¥r tanken er fri.
Vi har en indre fÃÆ'¦stning her,
som styrkes i sit eget vÃÆ'¦rd,
nÃÆ'Â¥r bare vi kÃÆ'¦mper for det, vi ka li.
Den, som holder sjÃÆ'¦len rank, ka aldrig blie trÃÆ'¦l.
Ingen ka regere det, som vi bestemmer sel.
Det lover vi med hÃÆ'Â¥nd og mund
i mÃÆ'¸rket fÃÆ'¸r en morgenstund,
at drÃÆ'¸mme om frihed blir aldrig forbi.'
( Man binder os pÃÆ'Â¥ mund og hÃÆ'Â¥nd, 1940)
